De kom, de løb (gik), de sejrede. Efterskolens elever har kæmpet, gået, grædt,gået, tømt vabler, løbet, givet massage, gået, fået massage og gået… i løbet af de 24 timer fra torsdag klokken 12 til fredag klokken 12.
Det er blevet til 7105 kilometer og 78800 kroner, som eleverne har samlet ind til børn, der bliver anklaget for hekseri i Nigeria. Pengene bliver doneret til organisationen “dinnoedhjaelp.dk”
Lærer Mathias Mustonen Schjødt er glad, stolt og imponeret over eleverne:
“Der har været en super god stemning, og mange elever har kæmpet vildt hårdt og godt igennem hele døgnet. 20 elever kom over de magiske 100 kilometer, som giver dem en plads i den eksklusive “klub 100″,” fortæller han. Sammen med Kristian Hell har han stået for at arrangere løbet.
Skolerekorden slået: Søren og Christian løb 127,6 km
Tre maratonløb på 24 timer. Eller 127,6 kilometer. Det tilbagelagde Søren Knudsen og Christian Engberg, som for flere uger siden satte sig for at slå skolerekorden. De har forberedt sig minutiøst, lagt en plan for deres løb, og holdt fast i den alle 24 timer. Også imens det blev rigtig svært ude på de små timer om natten.
Fra midt på aftenen torsdag lagde de sig i spidsen og skiftedes til at løbe med den gule førertrøje. På den allersidste rundt tog de den af og løb i mål med trøjen imellem sig. Her blev der spillet “We are the Champions” og en del af skolens øvrige elever stod og klappede dem i mål.
Christian Engblad er træt, men vildt glad efter løbet.
“Det var en super fed følelse at komme i mål sammen med Søren med trøjen imellem os. Det gav en stor selvtillid, og giver følelsen af, at når vi kan gøre det her, kan vi også gøre noget andet som er svært,” fortæller han.
Han ser det som afgørende, at de tog udfordringen sammen. Søren har en god viljestyrke, og jeg tænkte, at han ville kunne gøre det. Så ved at vi løb sammen, kunne vi støtte hinanden og holde hinanden op på vores mål,” fortæller han.
Søren Knudsen er også glad, selv om der stort set ikke er energi tilbage i kroppen efter løbet.
“Det er fedt at sætte sig et mål og holde det. Kæmpe for det. Fed følelse. Men hold nu op, hvor er jeg træt nu. Og har ondt i hele kroppen. Der skal gå mange dage, før jeg bevæger mig ret meget igen,” siger han, inden han rejser hjem på efterårsferie.
Se alle resultaterne fra løbet – og hvad hver enkelt elev har løbet og samlet ind
Skriv et svar