Eleverne på Tirstrup Idrætsefterskole samler ind til Nigerias heksebørn, når de skal løbe i 24 timers op til efterårsferien
Den 11.-12. oktober 2018 går Tirstrup Idrætsefterskole traditionen tro ”all in” på Skolernes Motionsdag og sender elever (og lærere) ud på det berømte og berygtede 24-timers motionsløb. Det kræver planlægning og er en ekstrem styrke- og udholdenhedsprøve for eleverne. Og vi ved at der bliver flyttet mange grænser på dét døgn.
Under de 24 timer skal de 112 elever nemlig gennemføre så mange kilometer som muligt. Målet er, at alle som minimum når maratondistancen, 42,195 kilometer, og derudover få mange med i ”klub 100”. Eleverne skal selv planlægge, hvornår de løber, spiser og sover for at få flest kilometer ud af de 24 timer.
Samler penge ind til Nigerias Heksebørn
Samtidig med at eleverne løber, samler de ind til hjælpeorganisationen ”DinNoedhjaelp.dk”, som nordjyden Anja Ringgren Lovén har startet, og som arbejder for at hjælpe Nigerias heksebørn til et trygt liv.
Lærerne Mathias Mustonen Schjødt og Kristian Hell koordinerer løbet. Han fortæller om konceptet:
”Fra skolens side vil vi gerne gøre en god gerning, som samtidig er med til at motivere eleverne til at løbe endnu længere. Vi har valgt, at der skal samles penge ind til hjælpeorganisationen ”DinNoedhjaelp.dk”, fordi de små heksebørn i Nigeria ikke har en fremtid, hvis de ikke får hjælp. De er i den yderste fattigdom, og bliver udstødt af samfundet, hvis de ikke bliver reddet. Samtid er Anja Ringgren Lovén en kæmpe inspiration i sig selv fordi hun har solgt alt, hvad hun ejede og har viet sit liv til de her børn,” siger Mathias Mustonen Schjødt.
Løber penge ind pr kilometer
Konceptet er, at eleverne selv skal finde én eller flere sponsorer, som vil støtte dem med et beløb pr kilometer, de gennemfører. Sidste år løb eleverne tilsammen 6.612 kilometer, og indsamlede i alt 87.000 kroner.
Elevholdet i år er motiveret for at slå de tidligere rekorder. Det klare mål er derfor både at løbe længere og samle flere penge ind end sidste år. Flere elever går også målrettet efter at slå den individuelle rekord på 123,7 kilometer. Den blev sat af Søren Rømer i 2016.
Trænet med en ultraløber
Som en del af forberedelserne til løbet, har eleverne allerede haft besøg af Anja Ringgren Lovén, som har startet sit eget børnehjem i det sydlige Nigeria. Hun har fortalt om arbejdet med at hjælpe heksebørnene og hvorfor hun rejser til ét af verdens fattigste og farligste lande.
”Man bliver lidt skræmt, når man ser, hvad der sker med de børn, der bliver anklaget for at være hekse. Det gør klart indtryk. Man bliver klart mere motiveret af at vide, hvad man samler ind til. Jeg er klart mere motiveret til at løbe langt,” fortæller Søren Knudsen, der er elev på efterskolen. Han og hans løbemakker går målrettet efter at slå skolerekorden.
Eleverne har også haft besøg af Nikolaj Mann som er en erfaren ultraløber, som både fortalte om løb og tog eleverne med på en løbetur på 24-timers løberuten. Derefter er de gået i gang med at planlægge, hvordan de skal løbe, spise og sove i løbet af det døgn, løbet varer.
”Eleverne er super tændte på opgaven og går ind i det med stort engagement. Hvis vejret bare er nogenlunde, er jeg ret sikker på, at vi nok skal slå kilometerantallet fra sidste år”, siger Kristian Hell.
Vil du motivere en elev til at løbe endnu længere?
Du kan støtte eleverne imens de løber.
Klik ind på skemaet her og vælg, hvilken elev, du vil støtte og med hvor mange kroner pr kilometer.
Skriv et svar