En uge på ski i Østrig. I det flotteste vejr. Det lægger en fantastisk base for det kommende forår.
Elever og lærere er netop hjemkommet fra en uge i Østrigske Kreichsberg, hvor sne, ski og snowboard har fyldt det meste af opmærksomheden.
Et super elevhold, som endnu engang har vist sig fra den positive side. De har været topmotiveret, lærenemme, i strålende humør og gode til at holde aftaler.
Det er ret afgørende på sådan en tur, hvor 140 elever, personale og familier er sammen om at skabe den gode oplevelse.
Debut i Kreichsberg
Efter 10 år i Axamar Lizum er skolen i år rykket videre til et nyt sted. Kreichsberg am Murau. Første og fremmest var det heldigt, at vi rykkede videre, da Axamar Lizum har været lukket hele ugen på grund af lavinefare. Imens kørte vi i høj sol og masser af sne i Kreichsberg.
Vi kørte rundt på super pister med lækker ny sne i solskin. Det nye område er helt anderledes gearet til nybegyndere og mange flere oplevelser tilknyttet, så det matcher efterskolens behov bedre. Der er både mange muligheder for nybegynderne, der boltrede sig på pisterne første gang, samtidig med at der også er udfordringer til de rutinerede.
Hotellet havde vi for os selv, hvilket gav gode muligheder for hygge. Vi havde egen klatrevæg og sportshal, og der var også mulighed for en tur i svømmehallen. Det gav masser af muligheder efter dagens skiløb. Brætspillene har også været godt i gang hele uge.
Engagerede elever – og få skader
Eleverne har generelt været topmotiverede, og der er virkelig sket fremskridt blandt særligt nybegynderne. De har været gode til at bakke hinanden op og opmuntre.
Vi har også haft et par uheld og skader. Rigtig ærgerligt. Men svært at undgå når 140 mennesker står på ski hver dag i en uge. Det fortæller forstander Jesper Ø. Pedersen:
“Jeg kan med god samvittighed sige, at elever og personale leverede en stor og ansvarsfuld indsats på pisterne i Østrig. Turen har været et boost til elev- og personaleflokken. Det tegner godt for forårs-månederne og resten af skoleåret,”
Jesper Ø. Pedersen, forstander.
Skriv et svar