Et verdenshus ved Tirstrup hallen til 9 millioner? Ja tak!
Stærke lokale kræfter arbejder lige nu på at skabe et fedt mødested for byens indbyggere og andet godtfolk på Djursland i og omkring hallen i Tirstrup. Det er jo vores efterskoles baghave, så vi er selvfølgelig meget engagerede i hele projektet, der har arbejdstitlen: Verdenshus.
Det er primært den lokale ”Landsbyklynge Østdjurs”, der står for Verdenshus-projektet, og Tirstrup Idrætsefterskole er blot en af flere aktører i samarbejdet.
Lige nu er der via Lokale- og Anlægsfonden samt RealDania rejst 200.000 kr. til ideudvikling og arkitektkonkurrence, og det hele skulle gerne ende i en storslået ansøgning til september 2020.
På vores Facebookside har vi bedt alle vores følgere om at komme med gode ideer til, hvad sådan et Verdenshus skal indeholde. En dansesal, en biograf, lydstudie, indendørs padlebane, parkouranlæg. Ingen ideer er for små eller for store.
Har du en ide, så gå endelig ind på vores Facebookside og skriv den i kommentaren eller send en mail til kontor@tirstrup-ie.dk. Så tager Jesper Ø hele listen med til arkitektfirmaernes ideudvikling af Verdenshuset i Tirstrup.
Skriv et svar