142.621 kroner!!!
Så mange penge har eleverne på Tirstrup Idrætsefterskole samlet ind på ét døgn til årets legendariske 24-timersløb!

De unge mennesker på Tirstrup Idrætsefterskole har de sidste 24 timer VIRKELIG givet liv til ordsproget BLOD, SVED og TÅRER!
Med ekstrem viljestyrke, usandsynligt mange vabler og en evne til at smile på trods af smerter og en regnbyge nu og da lykkedes det skolens 120 elever at samle et rekordstort beløb ind på dette års 24-timersløb. Hele 142.621 kroner blev det til, som skal deles mellem Legeheltene og Tanzibarn.dk.
JA-hatten har virkelig været trukket godt ned over ørerne på det her elevhold
Forstander Jesper Ø. Pedersen
I alt løb eleverne 8282 kilometer, og slog dermed skolens rekord. Rekorden for pigerne blev sat af Lærke Linnea Winding med 111,8 km. For drengene var det Benjamin Andersen med 114,6 km. I gennemsnit løb hver elev 71 km. 25 elever kom i klub 100. Rekorden på krykker blev sat af Rasmus Hviid Pallesen med 55,8 km. I gennemsnit har hver elev samlet ca. 1200 kr. ind.
Dette års elever slog altså hele tre rekorder. Nemlig rekorden for det indsamlede beløb, for det samlede antal kilometer og gennemsnittet for løbet km. pr. elev.
Dybt imponerede
”Det overgår vores vildeste forventninger. Eleverne har virkelig ydet deres bedste, presset sig selv og vi er stolte af deres præstationer”, siger lærer Kristian Hell.
Forstander Jesper Ø. Pedersen er også mere end tilfreds:
“Det var super at mærke, hvordan de unges selvtillid voksede i takt med ømheden i kroppen. JA-hatten har virkelig været trukket godt ned over ørerne på det her elevhold. Vi er alle decideret imponerede, ikke mindst over hvor enestående elevernes indstilling har været til at løfte i flok, bakke op og inspirere hinanden”

Hos både Legeheltene og Tanzibarn.dk er der naturligvis også stor begejstring for løbets resultat, men endnu mere for elevernes kæmpe store indsats.
Henriette Madsen, stifter af Legeheltene, siger:
”Vi er simpelthen SÅ imponerede over det engagement, som både elever, lærere og forældre har lagt i det her projekt. Det er den eneste grund til, at man kan nå så flot et resultat og gøre den store forskel. Vi har fulgt med på de sociale medier de sidste 24-timer, og det har næsten været som at være der selv. Den store følelse af fællesskab smitter.”
Anders H. larsen fra Tanzibarn.dk kan heller ikke få armene ned:
“Tirstrup Idrætsefterskole har givet os en kæmpe gave med deres hårde løbe- og indsamlingsarbejde. Vi er SÅ taknemmelige for det store arbejde og de mange penge, der betyder, at mange af vores projekter i Usa River kan lykkes! De mange penge er faktisk størstedelen af de penge, som vi håbede at samle ind på hele året. Det er helt fantastisk!”
70 forældre mødte op
Igennem hele døgnet mødte forældre op i massevis for at støtte deres unge mennesker ved at gå med på nogle runder og løfte humøret, men også for at hjælpe til med praktisk arbejde i køkkenet osv.
En af dem, Per Brøgger Opsen, som er far til Ida, der i øvrigt kom på en tredjeplads til årets løb, mødte op kl. 03 i nat for at give opbakning til sin datter og alle kammeraterne:
”Jeg er imponeret af elevernes viljestyrke, og jeg er sikker på, de lærer en masse af at bryde deres egne grænser på den her måde. Man kan næsten sammenligne det med værnepligten. Man sender drenge ind, men der kommer mænd ud”.
Nu venter en efterårsferie, hvor benene kan få masser af hvile, og eleverne kan lade op til nye og spændende udfordringer på Tirstrup Idrætsefterskole.
Resultaterne for hver enkelt elev kan ses her.
Følg os på vores Facebookside eller besøg os til vores næste Info-aften den 12. november klokken 19-21
En power nap inden næste tur Benjamin og Lærke var de to elever, der løb længst Det kan mærkes Av av Midt om natten et sted i Tirstrup TIE på forsiden af JP Aarhus 25 elever nåede Klub 100
Skriv et svar